Fyrværkeri

I Danmark må man kun fyre raketter, batterier og heksehyl af fra den 27. december til og med den 1. januar. Resten af året er det forbudt at affyre raketter og tænde batterier – med mindre man er professionel fyrværker.

Når du anvender fyrværkeri, er det vigtigt at have en så sikker adfærd som muligt for at undgå ulykker. Lær børnene sikker omgang med fyrværkeri ved at være en god rollemodel.

Brug altid beskyttelsesbriller
Uanset om du selv fyrer af eller bare er tilskuer, er det vigtigt at bære beskyttelsesbriller. Hvert år rammes mellem 200 og 300 personer af fyrværkeri eller dele af fyrværkeri. Fire ud af ti øjenskader sker på tilskuere.

Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
Godkendt og lovligt fyrværkeri er mærket med et CE-mærke, og der skal altid medfølge en brugsanvisning på dansk, som viser den afstand du og dine tilskuere skal holde til fyrværkeriet.
Hvis fyrværkeriet ikke er mærket med et CE-mærke, er fyrværkeriet ulovligt, og det må ikke affyres. Udenpå kan fyrværkeriet se uskyldigt ud, men du risikerer din hånd, dit øje eller dit liv.
Som forbruger skal du være opmærksom på, at du ikke må indføre fyrværkeri til Danmark. Du må altså ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet, med hjem til Danmark, heller ikke selvom det er CE-mærket fyrværkeri.

Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
1 ud af 4 fyrværkeriskader er håndskader. Fingre eller hele hånden kan blive sprængt sammen med skytset. Du skal behandle fyrværkeriet, som brugsanvisningen anbefaler – sæt raketten i en holder, sørg for, at batteriet står godt fast, og lad solene ligge, mens du tænder. Hvis du holder tændt fyrværkeri i hånden, kan det nemt blive det sidste, du bruger hånden til.

Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
Det er også vigtigt, at du ikke læner dig ind over fyrværkeriet, når du tænder det. Sørg for at have en tændpind, der ikke går ud, når det blæser og hold sikkerhedsafstanden, når fyrværkeriet er antændt. På alt godkendt fyrværkeri kan du læse, hvilken sikkerhedsafstand du skal holde til fyrværkeriet.

Gå aldrig tilbage til en fuser
Man kan ikke stole på en fuser! Den har én gang bevist, at der er noget galt, og så skal du være på vagt. Den kan gå af, når du mindst venter det. Lad den ligge i første omgang. Senere skal du sørge for, at den bliver fjernet evt. med en skovl eller spand, så der ikke er en anden, der kommer til skade.